lørdag den 26. juni 2010

23.06 Rom

Rom! Vi er vilde med Rom. Byen overvældende os med sine enorme mængder af historiske bygninger og gamle ruiner og nutidige charme. Vi indlogerede os i en gammel herskabslejlighed 500 m fra domkirken og brugte den som base for vores udflugter i byen. Første dag, hvor Trines fødselsdag blev fejret med morgensang, gaver og morgenmad på den lokale cafe, brugte vi på en rigtig turist-tur med en sightseeing dobbeltdækker- bus. På den måde fik vi spottet så mange seværdigheder som muligt. Ideen var god og det fungerede super den første time, men da det begyndte at øsregne, måtte vi trække nedenunder i bussen. Det begrænsede udsigten væsentligt, men vi fik da klarhed over, at byen rummer mange spændende seværdigheder, samt at vi absolut ikke kunne nå at se alt, det vi gerne ville.


Christian og Trine har på turen læst Dan Browns ”Engle og Dæmoner,” som foregår i Rom. Pejlemærkerne fra bogen var med til at bestemme hvad vi skulle se. Derfor blev de to dage i byen bl.a. brugt på at se:

• Peterspladsen og Peterskirken, som med sin størrelse og gevaldige udsmykning betog os alle.

• Castel Sant Angelo, som i bogen er forbryderens hovedsæde, men som i virkelighed en er en borg bygget til at forsvare Vatikanet.

• Piazza Navona med de fire floders springvand – som Christian detaljeret kunne fortælle om. Her var også to andre smukke fontæner, gøglere, musikere, et kommunalt strejkeoptog, politi og en fantastisk iscafe, hvor vi fik is til ”frokost.”

• Pantheon. Det bedst bevarede romerske bygningsværk, templet bygget til alle guder (pan theon). Det er nu en kirke og det eneste dagslys, som kommer ind, er fra cirkulært hul i loftet (8 m i diameter). Det er smuk og fascinerende, hvis man kan abstrahere fra de 500 andre turister, som forsøger at se det på samme tid!

Vi nåede også, sammen med mange hundrede andre, at kaste en mønt i Trevifontænen og at stå på den spanske trappe. Besøget blev rundet af med en tur i Collouseum, hvis historie er grum og barsk og fascinerende. Her kommer 1,5 mill besøgende om året, hvilket gjorde besøget til lidt af en mental udfordring.

Tiden i Rom blev også brugt på at få trænet Lars’s ryg, tøse-shoppe og ikke mindst at få styr på pladsbilletter til hjemrejsen. Det viste sig at være lidt af en udfordring. Det liberaliserede togsystem gør, at ikke alle bureauer har mulighed for at reservere pladsbilletter i udlandet.

Alt i alt er konklusionen på Rom, at vi slet ikke blev færdige med byen. Her er så meget kunst- og kultur- historie at vi helt sikkert må tilbage og se og opleve mere. 
Trine Persson

Ingen kommentarer:

Send en kommentar