Vi foretog vores første reelle ø-hop den 1. juni, hvor vi satte fødderne på den lille ø Serifos. Øen er 73 km2 og ifølge guidebogen er det en ”hemmelig vandreø”. Her var stort set ingen turister og der var langt mellem hoteller og butikker. Øens campingplads viste sig at være en lille perle og vores ankomst fordoblede antallet af telte på pladsen. Ti meter fra stranden i skyggen af blomstrende nerier slog vi vores telt op og fik en billig overnatning for 14 Euro.


Ungerne har flere gange konstateret, at deres mor gør alt hvad der står i rejseguide. Og måske har de ret. Trine insisterede på en vandretur tværs over øen, hvor der efter sigende skulle være afmærkede vandreruter. Det var småt med afmærkningen, men vi tilbagelagde en udfordrende 7 km tur på den golde ø; forbi små kapeller, gamle ruiner, søvnige æsler, store edderkoppespind og stikkende buske. Da vi nåede vores første bestemmelsessted, havde Lars fået gevaldig ondt i ryggen og vi var nødsaget til at snyde og tage øens eneste taxi hjem.

Det dur ikke at ligge i telt med en ældre herre med rygproblemer =:9 Derfor fik Lars i al hast arrangeret en færgebillet til den lille ø Folegandros (32km2), hvor han havde fundet et hotel med motionsrum. Christian bar Lars’ meget tunge rygsæk og vi ankom ved midnatstid til Chora Spa-resort. Lars tog straks i motionsrummet og efter en halv times rygøvelser var han stort set fri for smerter. Hele næste dag trænede familien som gale i motionsrummet kun afløst af svømmeture i poolen og udforskning af øens smukke hovedby Chora. To overnatninger på hotel tærede på budgettet og vi valgte at tage ned til øens eneste campingplads. Den viste sig at være lukket, men den fåmælte ejer gav os lov til at blive uden betaling, vi gav hende 5 euro for ”good luck.” Turens hidtil billigste overnatning.

I øvrigt brugte vi ufrivilligt en hel dag på Folegandros på ingenting. Vi havde besluttet at vi ville leje et køretøj og se resten af øen. Da vi ikke kunne leje i havnebyen valgte vi at tage bussen til hovedbyen, hvor vi kunne konstatere at forretningerne var lukket og bussen kørte ikke lige retur foreløbig, hvilket resulterede i et meget langt cafebesøg, hvorefter vi tog tilbage med uforrettet sag.

Det er ikke første gang at vi glemmer at åbningstiderne i Grækenland er langt fra vores. Grækerne står tidligt op og butikkerne åbner kl 8 og lukker kl. 13 eller 14 og åbner atter op kl. 17. Eller 18 eller 19… det er ikke helt til at vide. Det man dog skal vide er, at man ikke skal forstyrre grækerne i deres siesta.

Det lykkedes sidst på dagen Lars og Christian at leje et lille køretøj. Far og børn nåede at køre et par provianterings-ture i inden vi den 5. juni satte kursen mod Santorini.