søndag den 13. juni 2010

13.06 Naxos

Vi må komme med en indrømmelse: Opholdet på Naxos har udartet sig til mere ferie end dannelsesrejse, men vi nyder det alligevel ...! Her er dejlige strande. Vi har badet og løbet morgenløb. Vi har indlogeret os på et lille ”studio” (en lille lejlighed med te-køkken) tyve meter fra vandet, til en døgnpris af 35 euro. Det samme som campingpladsen, der er lukket, ville have kostet os.

Naxos er en stor ø med 10.000 fastboende og en masse turister. Man kan finde strande pakket med turister, men man kan også finde mange, der helt er uden. Øen har vi krydset fra syd mod nord og vest i en lejet bil. Vi har lært lidt mere om den græske mytologi og den gamle religion. Vi har bl.a set Demetertemplet fra 530 før kr. Det er opført til dyrkelse af jordens og kornets gudinde Persephone og ligger midt på en bakketop omgivet af kornmarker og gumlende køer. Grotten for foden af Zeus-bjerget hvor Zeus ifølge legenden (på Naxos)voksede op har vi også set. Det var spændende og varmt at kravle op af klipperne til den store grotte. Undervejs på bilturen passerede vi smukke golde bjerge, små kønne byer og øde strande. Vi så også en anden side af øen: lossepladser i skrænterne, forfaldne og ufærdige huse, samt et landbrug som virkede gammeldags og gav minder om rejsen gennem Albanien.

For ungernes vedkommende har øens højdepunkt uden tvivl været 3 timers dykkerskole. Her fik vi en familievenlig indføring i dykningens mysterier og både store og små var ellevilde. Lars fik genopfrisket sine certificerede dykkerkompetencer og vi andre fik lyst til at prøve mere. Det var super sjovt og ungerne var lynhurtige til at finde ud af hvordan man trækker vejret i et mundstykke.

Nu sætter vi kursen mod Palermo på Sicilien, som vi på forunderlig vis håber at nå på en dagsrejse. Ungerne skal se at blive færdige med deres skolebøger, for forude venter turens sidste intensive raid med tilegnelse af Italiensk kultur- ,geografi- og sprog. Vi glæder os til at udforske støvlelandet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar