Lørdag den 19. juni kørte vi, efter morgenmaden, til byen, Zafferana Etnea. Der gjorde vi holdt ved udkanten af byen, for at se resterne fra vulkanudbruddet i 1992. Her stoppede lavaen mirakuløst, få meter fra et hus! Byen blev så taknemmelig for det, at de satte en madonna op foran huset, som tak for, at lavaen ikke var nået længere. Synet af den sorte lava var utroligt! Det lignede næsten en kæmpe stor motorvej, man havde væltet ned over hele landskabet!
Vi kørte videre op mod Etna, til et skiområde (tænk at man kan stå på ski på en vulkan!). Der gik vi op til kabelbanen, for at tjekke hvor meget det kostede. Men vi fandt ud af, at vi ikke havde helt rigtig påklædning på, og at det var for dyrt. I stedet, gik vi lidt rundt for at se på flotte vulkanske sten, og andre souvenirs. Da vi havde kigget lidt, kom vi på, at vi kunne gå op på et gammelt vulkankrater, ikke langt fra der hvor vi stod.
Da vi begyndte at gå op, kunne vi godt mærke, at det var godt at vi kun var gået op på minivulkanerne, for blæsten var allerede begyndt og tage godt fat. Oppe på toppen var blæsten så stærk, at den næsten væltede en omkuld! Men hvis man bare holdt benene solidt plantet på jorden, kunne det sagtens gå. Der var en masse flotte farverige lavasten, og vi blev ved med at finde nye farver. Da vi stod og kiggede ud på området, fik Christian pludselig øje, på et andet, større sidekrater. Vi ville gerne se nærmere på det, så vi begyndte og gå op og ned af de små bakker vulkanen havde lavet. Det var lidt sværere end vi havde regnet med. De små stier turisterne havde lavet, snoede sig, og man fik hele tiden småsten i skoene. Men vi kom da derhen. Krateret var stort og det gik dybt ned, så man skulle passe på, ikke at falde ned.
Efter at have set krateret, kørte vi ned til vores hotel, og spiste aftensmad – vi fik Risotto!
Pernille Persson
Ingen kommentarer:
Send en kommentar