10.05 Opatija-Plitvice-Zagreb

Fra Ljubliana tog vi toget over grænsen til Istrien i Kroatien, nærmere bestemt den gamle kurby Opatija.
Det var en lillebitte togstation og kun få mennesker steg af. Efter en større regnbyge, som  krævede montering af regnslag og regnfrakker, tog vi rygsækkene på ryggen og gik fra stationen mod Villa Palma, hvor vi havde booket lille billig lejlighed. Lars havde gang i gps'en og der var ikke langt at gå.... men selv en i-phone gps kan tage fejl, så vi endte med at gå knap 5 km med fuld oppakning  og ungerne klarede det med bravour. Selv Anne som faldt ned fra kanstenen og slog hul på knæet klarede de mange rygsæk-kilo uden at kny. Damen med lejligheden havde aldrig før oplevet, at hendes gæster var kommet gående til stedet. At børnene efterfølgende sprang i den kolde pool undrede hende yderligere!
Opatija bærer præg af at have været turist- og kursted i 200 år og de pompøse Wien-inspirerede bygninger står flot mellem palmer og det blå hav. Det bugner allerede nu med turister i området. Istrien har været under Italiensk herredømme mellem de to verdenskrige og sporene derfra ses bla i at stednavne altid står på både italiensk og kroatisk. Området passer bedst til biler, smarte briller og pensionister og vi var nok de eneste i området med rygsæk.
Efter udelukkende at have haft max 18 grader og daglige regnbyer besluttede vi ved hjælp af offentlig transport at forlade Istrien, som bedst egner sig til badeferie og egen bil. Vi overvejede et splitsekund, om vi skulle leje en sådan, men besluttede at holde fast i princippet om så vidt muligt at anvende offentlige transportmidler!

Mandag morgen stod vi op kl 04.00 for at nå en bus til Plitvice Nationalpark. Vi ofrede en taxi til Rijeka busttation hvorfra bussen gik kl 06.00.
Kroaterne rejser i bus, når de ikke kører selv. Busstationerne er store og ruterne mange. Når man ikke kan det kroatiske sprog kan det være svært at gennemskue hvilken bus, der går hvor. Vi hoppede ind i den rigtige bus mod Plitvice som skiftevis fragtede skoleelever, gamle damer, mænd og en enkelt ryksækrejsende.
Efter et par timers rejse ankom vi til Kroatiens største attraktion Plitvice Nationalpark, som er at finde på Unescos World Heritage liste - og måske er det forklaringen på hvorfor Serberne under krigen besatte dette ellers relativt ubeboede område?
Parken får besøg af 1 million turister om året og i sommerperioden op til 11.000 besøgende om dagen. Det store besøgstal kræver velorganiserede stier og broer som gør at naturen får love at forblive relativt uforstyrret, men det betyder også, at man aldrig er helt alene i parken og at man går på anlagte træbroer hele vejen rundt.
Vi opmagasinerede rygsækkene og vandrede en tur på 4 timer langs de mange smaragdgrønne søer og en lang række vandfald omkranset af bøgeskovklædte bjerge. Allerede nu er parken meget besøgt og der var hele tiden en flok pensionister, en skoleklasse eller en gruppe rige russiske turister man skulle uden om. Men det var turen værd.
Efter naturoplevelsen tog vi bussen til den lokale campingplads, hvor vi slog teltet op for første gang og nød at lave mad på trangiaen. At aftenen samtidig bød på vand i teltet fra en ikke lukket drikkedunk, en ødelagt teltpakkepose og ikke mindst at Anne skar tæt på halvvejs gennem blommen på sin pegefinger udfordrede os en anelse. Med en hotline til doktor Dorte fik vi blødningen stoppet og Anne er godt på vej til at blive klar igen og cirkus Persson har stadig mod på telttur.

Begrebet tid har, allerede efter en uges rejse, fået en anden betydning. Rejsen i sig selv og ikke kun målet er vigtig. Det er ikke afgørende, om en tur tager 4 eller 6 timer. Vi venter uden problemer 2 timer på en bus og har efterhånden spillet meget yatzy og leget ordlege.
Vi besluttede at tage tilbage nord-på til Zagreb fordi vi havde tid, og fordi det ville betyde, at vi kunne bruge vores togbilletter til strækningen fra Zagreb til Split. Derfor hoppede vi på endnu en offentlig bus, denne gang mod Zagreb tirsdag den 11. Der var flere Kroatiske soldater med bussen og Lars fik ved hjælp af en dansk lakrids en af dem i tale. Bla fandt han ud af at værnepligten er afskaffet og erstattet af en lille professionel hær. Det er tydeligt, at de unge kroatere, som ikke selv har oplevet krigen, har et godt og roligt forhold til nabolandene og den barske fortid er ikke noget de ønsker at tale om, hvilket vel egentlig er forståeligt nok, når man prøver på at komme videre! Ellers er Kroaterne ikke lige nogen man falder i snak med i bussen. Måske det kommer, måske I skal sende mere lakrids=:)

Nu er vi så ankommet til Zagreb, med netforbindelse. Mere om byen ved næste blogindlæg.

Trine Persson