24.05 Berat - Saranda (Albanien)

Vi må desværre komme med et dementi. Alle veje i Albanien er ikke nyanlagte.

Mandag den 24. maj forlod vi Berat med en offentlige bus via Gjirokastra til Saranda i det sydligste Albanien. Det blev en uforglemmelig bustur. Vi tilbagelagde de 180 km på 6 timer, hvilket den kvikke læser hurtigt kan omregne til en gennemsnitshastighed på 30 km/t. Med den hastighed får passagererne god tid til at observere det forbipasserende landskab. Her er hvad vi blandt andet så:

Vi så et smukt og frodigt landskab med ineffektive dyrket landbrugsjord. Her bruger man knofedt og håndkraft. Vi så kun få traktorer, og dem vi så var meget små. Derimod så vi masser af bønder i markerne, hvor de lugede med hakkejern og håndkraft. Ved marken stod altid et æsel , som havde båret bonden og redskaberne ud til marken.

Ind i mellem måtte bussen standse op fordi en flok geder eller en ko skulle over vejen. Det lader til, at man som regel kun ejer en ko eller to. Ofte så vi en mand gå med sin ko eller et par geder der græssede i vejkanten, selv på de mere trafikerede veje. Det med den ene ko gælder i øvrigt også i byerne, hvor der ofte står en ko på en lille grøn plet mellem to bygninger.

Vi så også forurening. Det flyder med plastik i Albanien. Det smerter at se et smukt floddelta, hvor buskene i kanten er dækket af lyseblå og hvide plastikposer, som er skyllet ned med forårets smeltevand og nu hænger rundt på grenene som julepynt. Efter sigende er plastikforureningen et nyt fænomen som er opstået efter Hoxa-tiden. Affald er et generelt problem i både land og by. Mellem 2 nybyggede huse hvor der er pænt og ordentligt, kan man snildt finde en enorm affaldsdynge.

Langs vejen ved et smukt sølandskab passerede vi en sø, som så besynderlig ud i overfladen. Det viste sig at være et enormt olieudslip fra et misvedligeholdt oliedepot. Stanken var enorm og forureningen må være det samme.

Vi passerede også Gjirokastra , byen hvor Envar Hoxa blev født . Byen ligger højt og i et goldt landskab og også den har en borg. Denne her virkede mørk og dyster. Herude midt i næsten ingenting, så vi, som alle andre steder i Albanien en enorm mængde små bunkere. Vi morede os med at lege ”hvem kan tælle flest bunkere” og Anne vandt stort! Overalt i landet findes de små grå beton-champignoner, som Hoxa byggede 60.000 af da han brød samarbejdet med Sovjetunionen i 1968.

På den smukke vej fra bjergene ned til badebyen Saranda oplevede vi, at bussen måtte krænge sig forbi et uheld i et hårnålesving, hvor de havarerede biler stadig holdt, mens forbipasserende forsøgte at køre inden om. Kort tid efter måtte vi bremse op pga en masse geder på vejen og midt i det hele ville en passager af og hilse på en bekendt, han så på vejen. Det fik han lov til og vi kørte videre, da han var tilbage i bussen.

Efter den lange men absolut interessante bustur overnattede vi en nat på et noget kedeligt hostel i Saranda. Vi besluttede, at det var tid til at sætte kursen mod Grækenland og Korfu.

Albanien overraskede positvit. Det der gjorde udslaget, var det albanske folks imødekommenhed.

p.s se om i kan finde nogle bunkere på det nederste billede. Det er taget lige uden for Gjirokastra midt i ingenmandsland!

Trine Persson