18.05 Mostar-Sarajevo

16. maj tog vi bussen fra Split til den lille fisker- og industriby Ploce for at tage med toget derfra til Mostar.

I bussen mødte vi en kroatisk dame, som var dansk gift. Hun var på vej hjem til Ploce med sin søn for at deltage i en familie konfirmation. Hun var vokset op i Jugoslavien og kom til Danmark for 15 år siden og kunne ikke genkende de nationalistiske tanker som fylder i de Eksjugoslaviske lande i dag. Hun føler sig i dag dels dansk, dels jugoslavisk. Som barn rejste hun en del i Bosnien på familiebesøg, bl.a til Mostar som også dengang var et yndet udflugtsmål. Dengang gik man ikke op i nationalitet og religion og man kunne tale med hinanden. Under Tito var religion noget man udøvede i det skjulte. Den første gang hun så en kvinde med muslimsk hovedbeklædning var i Danmark. Tankevækkende!

Ploce er kyst-endestation for jernbanestrækningen fra Sarajevo. Stationen var en oplevelse i sig selv, med minder fra Jugoslaviens storhedstid, hvor der tilsyneladende var en større industri i byen. Ventesalen var en enorm hal, med hvælvet loft, der nærmest mindede om en hangar og med en akustik som gjorde at al lyd blev gengivet med 3-4 ekkoer hvilket var en noget voldsom lydoplevelse. Vejret var temmelig køligt og vi måtte derfor tilbringe de 2 timers ventetid i hallen, mens vi hviskende spillede kort.

Sammen med et par enkelte rejsende stod vi på toget, som viste sig at være et udrangeret gammelt svensk tog. På svenske skilte advarede man mod at læne hovedet ud af vinduet, hvilket skal tages bogstaveligt på ruten mod Mostar-Sarejvo, som er ensporet og karver sig ind mellem klippesiderne.

Vi have booket værelser på Hostel Nina i Mostar og blev hentet på stationen af Ninas mand. Da han så vores store oppakning, fik han straks Ninas mor til at komme og assistere med en ekstra udrangeret bil. Jadranka, Ninas mor, flygtede til Norge under krigen, hvor hun boede et år og derfor kunne lidt norsk. Hun have derudover været på aftenskole og lært sig russisk og engelsk, for som hun siger, er sprog nødvendigt, hvis man skal drive Hostel.

Vi spurgte, om hun kunne anbefale et spisested og straks efter indlogeringen kørte Jadranka os til et lille lokalt spisested. Vi var de eneste gæster i lokalet på nær et par lokale, der så fodbold på en stor fjernsynsskærm. Lettere skeptisk, satte vi os og bestilte hvad den cigaretrygende ejer foreslog. Det viste sig at være et fantastisk måltid med først en hjemmelavet kraftig tomat-hønsesuppe og herefter et udvalg af grillet Bosnisk kød – lam, kylling og okse. Vi blev rigeligt mætte, betalte og ville til at gå hjem. Trine fik pludselig overrakt en åben mobiltelefon af en ældre mand, som var kommet ind i den lille tomme restaurant. Nina var i røret og fortalte at hendes far, som kun kan tale serbisk insisterede på at køre os hjem. Hurtigt kom vi hjem og i seng i den lille lejlighed vi overnattede i.

Mostar er speciel, smuk og fascinerende på samme tid. Byen blev sønderbombet under den 18 måneder lange belejring i 1992-93. Meget er nu genopbygget. Den berømte gamle osmanniske Stari Most bro fra 1500-tallet er bygget op ved EU-midler. Mange minareter er genopstået ved økonomisk hjælp fra Tyrkiet og mange private huse er ligeledes bygget op.

Men det gør et enormt og barskt indtryk at se at næsten hver andet hus enten har massevis af skudhuller og kun er nødtørftigt restaureret, eller er rene ruiner. Flere af byens gamle parker er inddraget til kirkegårde og man passerer den ene gravsten efter den anden med dateringen 1993. Arbejdsløsheden er stor og det ser ud som om det eneste indbringende erhverv er turisme.

Når alt det triste er nævnt, skal det siges at den gamle by faktisk er smuk, også nu. På den ene side af den grønne, brusende Neretva-flod ligger den muslimske bydel med minareter, bazaargaden og nogle få bevarede originale osmanniske huse. På den anden side ligger den katolske bydel med charmerende brusende kanaler, der leder mindre sidefloder ned i Neretvafloden. Her er kirken med det højeste tårn, men også her er minareter og det ser ud som om, der er en fredelig sameksistens.

Nationalretten i Bosnien-Hercegovina er grillet kød – bla cevapi (brød med grillet kød og løg), det smager herligt. Bosnisk kaffe og kager er også godt. Besøg Mostar og mød Ninas familie – måske i også kan være heldige at møde Nina selv!

Vi blev her til morgen kørt til toget af Ninas forældre. Vi har valg at bruge vores interrailbilletter med en ”smuttur” til Sarajevo, hvor vi er nu. Her regner det og er 8 grader. Vi ifører os nu alt vores tøj i flere lag og går ud og oplever byen. Vender tilbage med nyt senere.

Trine Persson