31.05 Athen

Efter 6 timer med færge fra Korfu til Patras og herefter 4 timer med tog og indsat bus pga togreparation nåede vi Athen ved midnatstid den 29. maj.  Ungerne var seje og klarede hele turen uden at kny, også gåturen i Athen til et lille billigt hotel i et knap så yndigt kvarter,midt om natten.

Efter en god nats søvn begav vi os ud i det 30 grader varme, larmende og myldrende Athen. Mellem mange vandpauser og skyggestop fik vi set de lidt pudsige elite-soldat.vagter ved den ukendte soldats grav og parlamentet. Som bonusinfo kan vi oplyse at mange af Athens store bybygninger bla nationalbiblioteket og universitetet er tegnet af danske arkitekter i nyklassicistisk stil ved århundredeskiftet.

Det vigtigest var vores besøg på Akropolis. Hele området som vel nærmest er vores kulturs vugge er spækket med nye og gamle arkeologiske fund. Da man gravede ud til Akropolis metro væltede det ud fra gamle brøndkamre med intakte krukker der var over 2000 år gamle. Ligeledes fandt man intakte vandrør fra den tid. Raffineret.

Det store tempelkompleks på bjerghøjen er stadigvæk bjergtagende, omend det faktum at det ligner en byggeplads, gør oplevelsen knap så æstetisk. Athens forurening  og de mange små jordskælv har ødelagt meget af de originale bygninger, Det ser ud som om man er igang med en løbende restaurering, men arbejdet skrider kun langsomt frem og mon ikke midlerne er knappe.
Børnene var meget optaget af , at store dele af Parthenons frise, en karyantide og en masse andre skulpturer idag befinder sig i London og ikke Athen hvor det hører hjemme. Den engelske lord Elgin nedtog i begyndelsen af 1800 talles alle disse ting fra templet og den 200 årige strid om at få dem tilbage tl Athen er ikke slut.
Vi så også verdens sandsyligvis første teater Dionysosteatret, et stort og flot amfiteater som også ligger ved Akropolis.

Idag er planen at rejse videre til det græske øhav. Men vi får problemer. Der er varslet storstrejke og blokering af havnene i Grækenland netop idag,. Så måske vi bliver nødsaget til at tage en dag mere mellem gadesælgere, ludere, lommetyve og turister i denne store, varme og meget dyre by.

30.05 fakta om Grækenland

Grækenland er 3 gange så stort som Danmark og der er rigtig mange øer.
Der bor ca. 11 millioner mennesker.  Hovedstaden hedder Athen og her bor der ca. 4 millioner. Man taler græsk. Pengene er Euro.
[Trine: ""Vores første møde med Grækenland og Euroen var en taxichauffør der sagde fucking Euro - fucking EU.... Alting er helt utrolig dyrt - ofte dyrerer end danmark. Efter sigende har indførslen af Euroen fået alle priser gevaldigt i vejret og Grækerne er gevaldig utilfredse med alt hvad der har med EU at gøre].

Religion. De fleste grækere er græsk-orthodokse. Præsterne ser ikke ud som i Danmark. I Grækenland er præsterne mænd. De har skæg, langt hår og lange sorte kjoler og går med en lille sort hat på hovedet. Om søndagen tager gudstjenesten 3 timer.
Nogle tror stadigvæk på de gamle græske guder; Zeus mfl.

Navnedag. I Grækenland fejrer man ikke sin fødselsdag, men mere sin navnedag. Alle grækere får mindst et af deres fornavne efter en helgen. Til hver eneste dag på året hører en eller flere helgener. Alle kender derfor hinandens navnedage og møder gerne op hos venner og bekendte på dagen. Afhængig af hvor godt man kender personen, kan man tage en kage, chokolade eller en gave med.

Græske ord. Tak = efcharistó; goddag = kali mera;  godaften = kali spera, god nat =kali  nichta, farvel =adio, ja =næ, nej=óchi

Anne Persson

27.05 Corfu og fødselsdag

Den 25. maj tog vi færgen fra Albanien til Corfu i Grækenland. Efter ankomsten tog vi en taxa til Roda Camping på nordsiden. Der stillede vi vores rygsække, slog telt op og gik ned på stranden og badede i havet. Da vi kom hjem og havde spist aftensmad satte vi os ved bordet for at få en kop te, pludselig så vi en masse små, flotte lys flyve omkring os, og fandt ud af, at det var ildfluer, de var rigtig flotte og lyste næsten hele aftenen op. Ved ottetiden kom den bil (en Fiat Punto) vi havde lejet dagen før. Den var rimeligt lille i forhold til vores store bagage, men var alligevel stor nok.

Næste dag spiste vi vores morgenmad og pakkede vores telt ned. Så proppede vi alle rygsækkene ind i bagagerummet i bilen, satte os ind og kørte til en by der hedder Pelekas. Da vi var steget ud af bilen, gik vi op af en stejl bakke. Så kom vi til et stort flot hus lige ned til vandet, med en masse flotte blomster og en stor swimmingpool. Alle, undtagen Pernille, vidste at vi skulle hen til sådan et flot sted, Pernille havde nemlig fødselsdag dagen efter. Værelset vi fik, var rigtig pænt med mange pæne møbler. Der var en altan med udsigt til den kæmpe store pool, og til havet. Der var farverige, flotte blomster over det hele, og alt var luget for ukrudt.

Da vi havde set det hele, gik vi ned til vandet og badede. Derefter gik vi op og lavede aftensmad som bestod af: lammekødsspyd, græsk salat, med agurk, tomat, salat, feta og oliven, og græsk yougurt.

Dagen efter blev Pernille vækket af fødselsdagssang, flag og gaver.

Lige inden vi skulle til at spise morgenmad, ringede det på døren. Vi åbnede, og udenfor stod der en mand og to piger (nogle tyskere), som Lars havde snakket med dagen forinden, og han havde bl.a fortalt at Pernille fyldte 11 år dagen efter. Tyskerne sang ”happy birthday” på engelsk og forærede hende et stykke af en fødselsdagslagkage. Det viste sig så, at manden også havde fødselsdag samme dag. Efter morgenmaden gik vi ned i poolen og badede, og kørte derefter ned til en by der hedder Paleokastritsa. Da vi var nået derhen lejede vi en pedalbåd og sejlede ud på havet. Da vi var kommet hjem efter ”sejlturen” gik vi ned til stranden og badede og snorklede. Om aftenen gik vi ned på en restaurant, og fik græsk mad.

Den 28 maj slappede vi af ved poolen og ved stranden sammen med de tyskere der havde sunget fødselsdagssang.
p.s Tak for de mange dejlige hilsener på Pernilles fødselsdag

Pernille Persson

24.05 Berat - Saranda (Albanien)

Vi må desværre komme med et dementi. Alle veje i Albanien er ikke nyanlagte.

Mandag den 24. maj forlod vi Berat med en offentlige bus via Gjirokastra til Saranda i det sydligste Albanien. Det blev en uforglemmelig bustur. Vi tilbagelagde de 180 km på 6 timer, hvilket den kvikke læser hurtigt kan omregne til en gennemsnitshastighed på 30 km/t. Med den hastighed får passagererne god tid til at observere det forbipasserende landskab. Her er hvad vi blandt andet så:

Vi så et smukt og frodigt landskab med ineffektive dyrket landbrugsjord. Her bruger man knofedt og håndkraft. Vi så kun få traktorer, og dem vi så var meget små. Derimod så vi masser af bønder i markerne, hvor de lugede med hakkejern og håndkraft. Ved marken stod altid et æsel , som havde båret bonden og redskaberne ud til marken.

Ind i mellem måtte bussen standse op fordi en flok geder eller en ko skulle over vejen. Det lader til, at man som regel kun ejer en ko eller to. Ofte så vi en mand gå med sin ko eller et par geder der græssede i vejkanten, selv på de mere trafikerede veje. Det med den ene ko gælder i øvrigt også i byerne, hvor der ofte står en ko på en lille grøn plet mellem to bygninger.

Vi så også forurening. Det flyder med plastik i Albanien. Det smerter at se et smukt floddelta, hvor buskene i kanten er dækket af lyseblå og hvide plastikposer, som er skyllet ned med forårets smeltevand og nu hænger rundt på grenene som julepynt. Efter sigende er plastikforureningen et nyt fænomen som er opstået efter Hoxa-tiden. Affald er et generelt problem i både land og by. Mellem 2 nybyggede huse hvor der er pænt og ordentligt, kan man snildt finde en enorm affaldsdynge.

Langs vejen ved et smukt sølandskab passerede vi en sø, som så besynderlig ud i overfladen. Det viste sig at være et enormt olieudslip fra et misvedligeholdt oliedepot. Stanken var enorm og forureningen må være det samme.

Vi passerede også Gjirokastra , byen hvor Envar Hoxa blev født . Byen ligger højt og i et goldt landskab og også den har en borg. Denne her virkede mørk og dyster. Herude midt i næsten ingenting, så vi, som alle andre steder i Albanien en enorm mængde små bunkere. Vi morede os med at lege ”hvem kan tælle flest bunkere” og Anne vandt stort! Overalt i landet findes de små grå beton-champignoner, som Hoxa byggede 60.000 af da han brød samarbejdet med Sovjetunionen i 1968.

På den smukke vej fra bjergene ned til badebyen Saranda oplevede vi, at bussen måtte krænge sig forbi et uheld i et hårnålesving, hvor de havarerede biler stadig holdt, mens forbipasserende forsøgte at køre inden om. Kort tid efter måtte vi bremse op pga en masse geder på vejen og midt i det hele ville en passager af og hilse på en bekendt, han så på vejen. Det fik han lov til og vi kørte videre, da han var tilbage i bussen.

Efter den lange men absolut interessante bustur overnattede vi en nat på et noget kedeligt hostel i Saranda. Vi besluttede, at det var tid til at sætte kursen mod Grækenland og Korfu.

Albanien overraskede positvit. Det der gjorde udslaget, var det albanske folks imødekommenhed.

p.s se om i kan finde nogle bunkere på det nederste billede. Det er taget lige uden for Gjirokastra midt i ingenmandsland!

Trine Persson

22.05 Tirana

Vi valgte at tage en taxi fra den sydligste by i Montenegro til Skhodra på den anden side af den Albanske grænse. Det kostede stort set det samme som bussen og det viste sig, at vi fik megen god viden med på vejen. Chaufføren kunne lidt tysk og fortalte om de steder, vi passerede. Det viste sig at hans datter studerede engelsk på Skhodra universitet. Mange udlændinge med albanske rødder studerer i Albanien, der i de kredse har ry for at være et godt sted at læse.


I Skhodra tog vi endnu en taxi videre til Tirana. De 110 km kostede os 40 euro, og igen fik vi en guidet tur med på vejen. Denne gang på engelsk-italiensk – og vi tror nok vi forstod det meste. Albanien har i den grad overrasket os positivt. Her er et tydeligt økonomisk opsving og slet ikke helt så fattigt og primitivt som vi havde forventet. Det bedste af det hele er, at Albanerne er et helt utroligt venligt, gæstfrit og ikke mindst hjælpsomt folkefærd. Man kan være sikker på at taxachaufføren hjælper dig hele vejen med bagagen og han sørger også for at du kommer med den rigtige bus, inden han kører igen.
Langs vejene som for en stor del af dem er nye er den ene nybyggede villa efter den anden og tankstationer og buktikker er nye og har masser af varer.

I Tirana indlogerede vi på Tirana Backpackers, byens første hostel fra 1991. Der var en hyggelig gårdhave mynte-bede (til Mohitos) en bar, et udekøkken og vi voksne blev straks tilbudt et glas rødvin. Vi følte næsten vi var 20 igen =:)

Hovedstaden myldrer af liv, her er masser af dyttende biler, et dyrt cafe-strøg, gode restauranter og parker hvor byens beboere slapper af når de har fri. Det mest karakteristiske ved Tirana er at alle de store gamle betonbygninger fra hoxa-tiden er malet i glade farver og striber. Et festligt initiativ taget af kommunen og byens borgmester, som selv er kunstner. Det lader til, at det er eliten, der bor her og i udkanten af byen i fattige kår bor de fleste.

En ung økonomistuderende tjener, som havde lært sig selv godt engelsk, fortalte at Albanerne ved at de ikke har så godt et ry i udlandet. Derfor er de særligt glade for at udlændinge kommer på besøg i landet, så de kan vise de gode ting der er at fortælle om landet også.

Trine Persson

22.05 Fakta om Albanien

Albanien er på størrelse med Jylland(28.748m2) med dens indbygger på 3,6 millioner er 70% muslimer 20% kristne 10% ortodokse.

Hovedstaden hedder Tirana og ligger i midten af Albanien.

Fra 1941-1985 var landet ledet af en kommunistisk diktator Enver Hoxa, han var så bange for at blive bombet, at han bad sin ingenør om at bygge en god bunker, han viste selv  hvor sikker den var, ved at gå ind i den under et tankangreb. Ingenøren klarede det og der blev byggede 60.000 små bunkere, der ligner champignoner. Nogle af dem er store og nogle er meget små, så man skulle tro det var umuligt at komme ind i dem.

Diktator Enhver Hoxas datter byggede en stor pyramide til ære for sin far. Inde i pyramiden var der 120 tv apparater, som alle viste film med Diktator Enhver Hoxa. Almindelige albanere skulle dengang have særlig tilladelse til at købe et tv og kun hvis man var en god kommunist fik man lov at købe et. Enhver Hoxa boede i hovedstaden Tirana.
Dem som var mest kommunistiske fik lov til at bo i centrum. Der går en lang vej(ca. 20m bred) forbi Enhver Hoxas tidligere hus, den kan sagtens bruges som landingsbane, og blev brugt til store militærparader. I dag er det en stor vej til biler. Enhver Hoxa var diktator i 44år(1946-1985)

Christian Persson

21.05 Dubrovnik- Ulcincj, Montenegro

Fredag den 21. Maj blev vi kørt til busstationen af den dame vi havde lejet et værelse af i Dubrovnik. Hun insisterede på at køre os og måtte køre i to omgange i sin lille Fiat. Det blev et nervepirrende kapløb med tiden og børnene oplevede deres mor med bedende øjne tigge chaufføren om at vente på Lars og bagagen. Han nåede det i sidste øjeblik inden bussen kørte mod Budva i Montenegro.
Vejen langs den Montenegrinske kyst var utrolig smuk med strande, bjerge og massevis af oliventræer. Der var mange udlændinge med bussen og vi faldt i snak med en Australsk fyr som talte sønderjsysk. Han havde boet et halvt år i Danmark og nu Sverige og børnene var meget imponerede over hvor meget dansk han kunne. Vi voksne fik et update på status i Australia. I Budva hoppede vi på en lille bus til Bar hvor vi ligeledes fik en god snak med en anden rejsende. Denne gang en ung fyr fra USA som havde rejst rundt i verden de sidste 8 måneder.
Vi hoppede på en mindre bus i Bar og landede i Ulcinj sidst på eftermiddagen. Byen er den sydligste by i Montenegro og i 1600 tallet boede her 400 pirater og her var slavehandel. I dag ser byen ud til at være en lidt trist turistby, men da vi besøgte den fik vi oplevelsen af at være nærmest de eneste turister i byen.

Som de eneste indlogerede vi os på et hotel. Vi så den gamle bydel, Stari Grad, som også bar præg af at være turiststed dog uden turister – de skulle efter sigende komme i august.

Vi spiste en cevapti på det lokale spisested og så på paraden af biler som passerede med flag og bannere. Ifølge hotelejeren skulle der være lokalvalg næste dag og biler med unge mænd kørte rundt i byen med dyttende horn og bannere og valgplakater for kandidaterne. Hovedgaden var under renovation og der blev arbejdet på højtryk med nyt fortov og nye gadelygter. Ifølge hotelejeren var det en af de mafiose kandidater som havde doneret renovationen lige før valget. Politikere i dette land skal have penge – og de er ikke nødvendigvis tjent på rede vis.

Hele natten hamrede og bankede de på gaden for at få den klar til valget næste dag.

21.05 Fakta om Montenegro

Areal: 14.026 km2- landet er mindre end Kroatien

Hovedstad: Podgorica- der er ca. 100.000 indbyggere

Penge: Euro €- men landet er ikke medlem af EU

Officielle sprog: Serbisk er hovedsproget

Indbyggere: Ca. 678,000 (det er 10 gange mindre end i Danmark)

Religion: Ortodokse, muslimer og katolikker

Grænser: Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Albanien

Pernille Persson

20.05 Dubrovnik

Dubrovniks gamle bydel er omkranset af et enormt og fascinerende fæstningværk, hvor man bl.a. kan gå på den 2,5 km lange bymur. Inden for murene bor 3500 mennesker og her er den ene smukke bygning efter den anden. Byen blev bombet under krigen og er genopbygget for mere end 2 mia Euro. Det er imponerende flot gjort og byen er, modsat så mange af de byer vi har været igennem, stort set fuldstændig genopbygget.
Så er her iøvrigt også japanere, svenskere, italienere, tyskere, danskere, australiere, japanere, italienere,  flere japanere ...
Vi iler videre imorgen, igennem Montenegro med planlagt overnatning i Ulcinj, før vi efterfølgende drager ind i Albanien!

p.s. Lars har, sammen med 1oo japanere med solhat, idag  også set verdens 3. ældste apotek. Lidt nørdet har man vel lov at være =:)

18.05 Sarajevo tur-retur

Så har vi med lynets hast set det indre Sarajevo,  på en halv dag i 8 grader og øsende regn, hvilket nok har taget toppen af begejstringen. Det var nok mest de voskne, som fandt det vigtigt også at se Bosnien-Hercvegovinas hovedstad, men ungerne har pænt fulgt trop.
Vi ankom til Sarajevo togstation, der er tung og trist og et bygningsværk fra Titos tid. Herfra tog vi en sporvogn ind til midbyen. På vejen passerede vi det store Holyday-inn hvor de udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo og hvor snigskytter brugte taget som skydeskår.
Byen ligger smukt omkranset af bjerge smukt dekoreret af  minareters spir, kuplede tage, katedral og kirketårne. Byen er markant muslimsk i sit udtryk og en del kvinder bærer muslimsk klædedragt.

Den indre - og gamle bydel har som Mostar en kobbersmedegade med masser af butikker med billige bling-blang smykker, tørklæder og solbriller.
Sarejevos histore er præget af mange og lange krige. 1 og 2. verdenskrig og efterfølgende borgerkrigen. Den evige ild brænder til minde om dem der faldt i 2. verdenskrig og  på torvet står en skupltur af det "kosmopolitsike menneske" - en hyldest til  mangfoldigheden.

Vi besøgte bymuseet og børnene var meget optaget af en rekonstruktion af mordet på den Østriske ærkehertug Frans Ferdinand, som blev myrdet ved Latinerbroen og hvis død var begyndelsen på 1. verdenskrig. (For den historisk faktuelt interesserede vedhæfter vi lige et foto af morderen  Gavrilo Princip).

På vej derhen passerede vi det, der engang var byens smukke gamle nationalbibliotek. i 1994 blev det rtamt af 50 granater fra de omkringliggende bjerge og ca 1 mio uerstattelige bøger gik op i flammer. Asken lagde sig , efter sigende, som grå sommersne over byen og bygningen er langt fra renoveret.

Nu vil vi gå tidligt i seng og tager morgentoget tilbage til Kroatien (Ploce) og herfra bus til Dubrovnik. Togturen til Sarajevo var gevaldig smuk og malerisk. Vi glæder os til at se uten igen fra retur-vinklen, dennegang måske endda med solskin.

Trine Persson

18.05 Mostar-Sarajevo

16. maj tog vi bussen fra Split til den lille fisker- og industriby Ploce for at tage med toget derfra til Mostar.

I bussen mødte vi en kroatisk dame, som var dansk gift. Hun var på vej hjem til Ploce med sin søn for at deltage i en familie konfirmation. Hun var vokset op i Jugoslavien og kom til Danmark for 15 år siden og kunne ikke genkende de nationalistiske tanker som fylder i de Eksjugoslaviske lande i dag. Hun føler sig i dag dels dansk, dels jugoslavisk. Som barn rejste hun en del i Bosnien på familiebesøg, bl.a til Mostar som også dengang var et yndet udflugtsmål. Dengang gik man ikke op i nationalitet og religion og man kunne tale med hinanden. Under Tito var religion noget man udøvede i det skjulte. Den første gang hun så en kvinde med muslimsk hovedbeklædning var i Danmark. Tankevækkende!

Ploce er kyst-endestation for jernbanestrækningen fra Sarajevo. Stationen var en oplevelse i sig selv, med minder fra Jugoslaviens storhedstid, hvor der tilsyneladende var en større industri i byen. Ventesalen var en enorm hal, med hvælvet loft, der nærmest mindede om en hangar og med en akustik som gjorde at al lyd blev gengivet med 3-4 ekkoer hvilket var en noget voldsom lydoplevelse. Vejret var temmelig køligt og vi måtte derfor tilbringe de 2 timers ventetid i hallen, mens vi hviskende spillede kort.

Sammen med et par enkelte rejsende stod vi på toget, som viste sig at være et udrangeret gammelt svensk tog. På svenske skilte advarede man mod at læne hovedet ud af vinduet, hvilket skal tages bogstaveligt på ruten mod Mostar-Sarejvo, som er ensporet og karver sig ind mellem klippesiderne.

Vi have booket værelser på Hostel Nina i Mostar og blev hentet på stationen af Ninas mand. Da han så vores store oppakning, fik han straks Ninas mor til at komme og assistere med en ekstra udrangeret bil. Jadranka, Ninas mor, flygtede til Norge under krigen, hvor hun boede et år og derfor kunne lidt norsk. Hun have derudover været på aftenskole og lært sig russisk og engelsk, for som hun siger, er sprog nødvendigt, hvis man skal drive Hostel.

Vi spurgte, om hun kunne anbefale et spisested og straks efter indlogeringen kørte Jadranka os til et lille lokalt spisested. Vi var de eneste gæster i lokalet på nær et par lokale, der så fodbold på en stor fjernsynsskærm. Lettere skeptisk, satte vi os og bestilte hvad den cigaretrygende ejer foreslog. Det viste sig at være et fantastisk måltid med først en hjemmelavet kraftig tomat-hønsesuppe og herefter et udvalg af grillet Bosnisk kød – lam, kylling og okse. Vi blev rigeligt mætte, betalte og ville til at gå hjem. Trine fik pludselig overrakt en åben mobiltelefon af en ældre mand, som var kommet ind i den lille tomme restaurant. Nina var i røret og fortalte at hendes far, som kun kan tale serbisk insisterede på at køre os hjem. Hurtigt kom vi hjem og i seng i den lille lejlighed vi overnattede i.

Mostar er speciel, smuk og fascinerende på samme tid. Byen blev sønderbombet under den 18 måneder lange belejring i 1992-93. Meget er nu genopbygget. Den berømte gamle osmanniske Stari Most bro fra 1500-tallet er bygget op ved EU-midler. Mange minareter er genopstået ved økonomisk hjælp fra Tyrkiet og mange private huse er ligeledes bygget op.

Men det gør et enormt og barskt indtryk at se at næsten hver andet hus enten har massevis af skudhuller og kun er nødtørftigt restaureret, eller er rene ruiner. Flere af byens gamle parker er inddraget til kirkegårde og man passerer den ene gravsten efter den anden med dateringen 1993. Arbejdsløsheden er stor og det ser ud som om det eneste indbringende erhverv er turisme.

Når alt det triste er nævnt, skal det siges at den gamle by faktisk er smuk, også nu. På den ene side af den grønne, brusende Neretva-flod ligger den muslimske bydel med minareter, bazaargaden og nogle få bevarede originale osmanniske huse. På den anden side ligger den katolske bydel med charmerende brusende kanaler, der leder mindre sidefloder ned i Neretvafloden. Her er kirken med det højeste tårn, men også her er minareter og det ser ud som om, der er en fredelig sameksistens.

Nationalretten i Bosnien-Hercegovina er grillet kød – bla cevapi (brød med grillet kød og løg), det smager herligt. Bosnisk kaffe og kager er også godt. Besøg Mostar og mød Ninas familie – måske i også kan være heldige at møde Nina selv!

Vi blev her til morgen kørt til toget af Ninas forældre. Vi har valg at bruge vores interrailbilletter med en ”smuttur” til Sarajevo, hvor vi er nu. Her regner det og er 8 grader. Vi ifører os nu alt vores tøj i flere lag og går ud og oplever byen. Vender tilbage med nyt senere.

Trine Persson

16.05 Fakta om Bosnien-Hercegovina

Bosnien-Hercegovina er lidt større end Danmark. Dens indbyggertal er paa 4,5 milioner og hver 2. er arbejdsløs!
Hovedstaden hedder Sarajevo med godt 0,4 milioner indbyggere. Byen oplevede den længste belejring i den moderne krigsførelses historie. Under krigen i Bosnien-Hercegovina døde 100.000 menesker.
Bosnien-Hercegovina har ikke nogen fast præsident. Kroater, bosnier og serbere, skiftes til at være præsident, da de  ikke kunne blive enige.

Christian Persson

16.05 Split

Det regnede og regner stadig i Split... og vi har mere eller mindre ufrivilligt haft 3 overnatninger i byen.
Dels pga de store mængder regn, som ikke har været befordrende for ophold i det fri.
Dels fordi vi desværre måtte konstatere, at vores kamera blev stålet fra os på perronen i Zagreb i et uopmærksomt øjeblik. Det var en gevaldig streg i regningen. Lars og Christian brugte en hel dag i Splits forstæder for at finde et kamera af samme kvalitet, hvilket viste sig at være lidt af en udfordring, men det lykkedes.

Bykernen i Split er bygget op i og omkring den romerske kejser Diocletians 1700 år gamle palads. Gyder og stræder er bygget ind i hinanden i alle stilarter fra antikken til vor tid. Alt sammen er på UNESCOS liste over bevaringsværdig kulturarv.
Det siges at man får et ønske opfyldt hvis men rører storetåen på statuen af Biskop Grgur Ninski, som har en usædvanlig stor storetå. Anne har rørt og ønsket hver gang vi er gået forbi og det har vi gjort mange gange!

Split er fascinerende og temmelig turistet. Her er frisk fisk hele året, som sælges på byens fisketorv og de lokale grøntsager (og vinbjergsnegle) sælges på markedet bag paladset.
Fra havnen kan man komme til de mange Centraldalmantiske øer bla Hvar, som skulle være utrolig smuk. Her er masser af bademuligheder - det er bare ærgeligt, at det regner og temperaturen ligger på 15 grader, så vi har hverken været på strande eller øer.
Faktisk har vi besluttet, at vi nu hastigt iler videre syd på, mod mere varme og forhåbentlig mere sol.
På vejen derned skal vi dog først se lidt af de lande vi passerer.
Efter 3 dage med megen lektie- og rejselæsning går turen derfor idag med bus og tog til Mostar i Bosnien-Hercegovina. Vi er spændte på både rejsen og mødet med et nyt land og byen Mostar, der som bekendt har en barsk fortid, men som efter sigende også skulle være meget smuk. Vi holder godt fast i kameraet undervejs.

Trine Persson

14.05 Fakta om Kroatien

Areal: 56.538 km2
Hovedstad: Zagreb
Penge: Kuna (KN)
Hvad er landet kendt for: Landet er kendt for at have opfundet kuglepennen og slipset
Oficielle sprog: Kroatisk
Sprog: bog (hej), doviđenja (farvel), hvala (tak), pardon (undskyld)
Antal indbyggere: 4,5 mil.
Mere fakta:
Kroatien blev erkleret uafhængig af de andre "lande" i 1991. Derefter blev der borgerkrig til 1993, hvor Kroatien blev et selvstændigt land. Men  først i 1995 sluttede krigen. Kroatien var nemlig en del af Jugoslavien før borgerkrigen startede i 1991 og som sluttede i 1995.
Kroatien har været et selvstændigt land i 17 år. Kroatiens andenstørste by hedder Split.

Pernille og Anne Persson

12.05 Zagreb

Ifølge rejsebøgerne skulle Zagreb ikke være noget særligt at besøge i forhold til Ljubljana, så vores forventninger til byen var minimale. 

Vi er blevet klogere og er glade for at vores vej gik forbi. Godt nok har Zagreb ikke samme intime hygge over sig som Ljubliana, og den har inge flod igennem centrum, men så har den til gengæld så meget andet.
Kroatiens hovedstad er som Ljubliana arkitektonisk præget af det Østrig-ungarnske riges byggestil med kraftig Wienerinspiration og her er den ene store pompøse bygning efter den anden. I forbindelse med banegården er i 1800-tallet anlagt en hestesko af små parker, som om eftermiddagen fyldes med forelsede unge mennesker på de såkaldte kærlighedsbænken.
Den gamle katolske bydel Gradec, med bla en stor katedral, har bygninger tilbage helt fra 1700-tallet og hele bykernen er utroligt charmerende. Den gamle by virker meget ung med de 40.000 studerende som bla læser på Østeuropas ældste universitet. Her er et hav af  hyggelige cafeer og restauranter og de mange unge er gevaldig tjekkede at se på. Her er høje hæle og stramme jeans, punkere, flippere og andre sjove typer.
Flere af de mere kunstnerisk anlagte typer er at finde langs den lange lange mur ved siden af banegården, hvor de maler de flotteste street-art-malerier.

Lidt udenfor Zagrebs bykerne er Mirogoj kirkegården, hvor de prominente Zagrebborgere får det sidste hvilested. Den blev anlagt i 1876 og skulle være en af de smukkeste kirkegårde i Europa. Idag skal man enten have mange penge eller en helt særlig status for at blive begravet her. En tysktalende ældre herre fortalte os i bussen at på kirkegården ligger katolikker og ortodokse-katolikker side om side, mens der er en særlig jødiske selvstændig sektion i den ene ende af kirkegården som ialt dækker et areal på 28.000 m2

Det var første gang, at børnene besøgte en katolsk kirkegård og vi brugte en del tid på at studere og tale om, hvad der stod på gravstenene. Det største indtryk gjorde rækken af gravsteder hvor den ene faldne unge mand efter den anden er begravet i perioden 1991-1992, hvor der som bekendt var krig på Balkan.

Vi nåede også et besøg i katedralen og på det lille museum for naivistisk kunst, som har en stor og central plads i Kroatien. Absolut et besøg værd.

Iøvrigt har vi for føste gang haft shorts og sandaler på idag. Men det har regnet i byger og vejrudsigten lover mere regn de kommende 4 dage i Kroatien. Nu drager vi mod Split og ser hvordan regn føles dér!

Trine Persson

10.05 Billeder fra Plitvice, Kroatien

 

07.05 Billeder fra Ljubljiana

10.05 Opatija-Plitvice-Zagreb

Fra Ljubliana tog vi toget over grænsen til Istrien i Kroatien, nærmere bestemt den gamle kurby Opatija.
Det var en lillebitte togstation og kun få mennesker steg af. Efter en større regnbyge, som  krævede montering af regnslag og regnfrakker, tog vi rygsækkene på ryggen og gik fra stationen mod Villa Palma, hvor vi havde booket lille billig lejlighed. Lars havde gang i gps'en og der var ikke langt at gå.... men selv en i-phone gps kan tage fejl, så vi endte med at gå knap 5 km med fuld oppakning  og ungerne klarede det med bravour. Selv Anne som faldt ned fra kanstenen og slog hul på knæet klarede de mange rygsæk-kilo uden at kny. Damen med lejligheden havde aldrig før oplevet, at hendes gæster var kommet gående til stedet. At børnene efterfølgende sprang i den kolde pool undrede hende yderligere!
Opatija bærer præg af at have været turist- og kursted i 200 år og de pompøse Wien-inspirerede bygninger står flot mellem palmer og det blå hav. Det bugner allerede nu med turister i området. Istrien har været under Italiensk herredømme mellem de to verdenskrige og sporene derfra ses bla i at stednavne altid står på både italiensk og kroatisk. Området passer bedst til biler, smarte briller og pensionister og vi var nok de eneste i området med rygsæk.
Efter udelukkende at have haft max 18 grader og daglige regnbyer besluttede vi ved hjælp af offentlig transport at forlade Istrien, som bedst egner sig til badeferie og egen bil. Vi overvejede et splitsekund, om vi skulle leje en sådan, men besluttede at holde fast i princippet om så vidt muligt at anvende offentlige transportmidler!

Mandag morgen stod vi op kl 04.00 for at nå en bus til Plitvice Nationalpark. Vi ofrede en taxi til Rijeka busttation hvorfra bussen gik kl 06.00.
Kroaterne rejser i bus, når de ikke kører selv. Busstationerne er store og ruterne mange. Når man ikke kan det kroatiske sprog kan det være svært at gennemskue hvilken bus, der går hvor. Vi hoppede ind i den rigtige bus mod Plitvice som skiftevis fragtede skoleelever, gamle damer, mænd og en enkelt ryksækrejsende.
Efter et par timers rejse ankom vi til Kroatiens største attraktion Plitvice Nationalpark, som er at finde på Unescos World Heritage liste - og måske er det forklaringen på hvorfor Serberne under krigen besatte dette ellers relativt ubeboede område?
Parken får besøg af 1 million turister om året og i sommerperioden op til 11.000 besøgende om dagen. Det store besøgstal kræver velorganiserede stier og broer som gør at naturen får love at forblive relativt uforstyrret, men det betyder også, at man aldrig er helt alene i parken og at man går på anlagte træbroer hele vejen rundt.
Vi opmagasinerede rygsækkene og vandrede en tur på 4 timer langs de mange smaragdgrønne søer og en lang række vandfald omkranset af bøgeskovklædte bjerge. Allerede nu er parken meget besøgt og der var hele tiden en flok pensionister, en skoleklasse eller en gruppe rige russiske turister man skulle uden om. Men det var turen værd.
Efter naturoplevelsen tog vi bussen til den lokale campingplads, hvor vi slog teltet op for første gang og nød at lave mad på trangiaen. At aftenen samtidig bød på vand i teltet fra en ikke lukket drikkedunk, en ødelagt teltpakkepose og ikke mindst at Anne skar tæt på halvvejs gennem blommen på sin pegefinger udfordrede os en anelse. Med en hotline til doktor Dorte fik vi blødningen stoppet og Anne er godt på vej til at blive klar igen og cirkus Persson har stadig mod på telttur.

Begrebet tid har, allerede efter en uges rejse, fået en anden betydning. Rejsen i sig selv og ikke kun målet er vigtig. Det er ikke afgørende, om en tur tager 4 eller 6 timer. Vi venter uden problemer 2 timer på en bus og har efterhånden spillet meget yatzy og leget ordlege.
Vi besluttede at tage tilbage nord-på til Zagreb fordi vi havde tid, og fordi det ville betyde, at vi kunne bruge vores togbilletter til strækningen fra Zagreb til Split. Derfor hoppede vi på endnu en offentlig bus, denne gang mod Zagreb tirsdag den 11. Der var flere Kroatiske soldater med bussen og Lars fik ved hjælp af en dansk lakrids en af dem i tale. Bla fandt han ud af at værnepligten er afskaffet og erstattet af en lille professionel hær. Det er tydeligt, at de unge kroatere, som ikke selv har oplevet krigen, har et godt og roligt forhold til nabolandene og den barske fortid er ikke noget de ønsker at tale om, hvilket vel egentlig er forståeligt nok, når man prøver på at komme videre! Ellers er Kroaterne ikke lige nogen man falder i snak med i bussen. Måske det kommer, måske I skal sende mere lakrids=:)

Nu er vi så ankommet til Zagreb, med netforbindelse. Mere om byen ved næste blogindlæg.

Trine Persson

07.05 Fakta om Slovenien

SLOVENIEN er halvt så stort som Danmark. Den grænser op til Østrig, Kroatien, Ungarn. SLOVENIENS højeste punkt er bjerget Triglav, der er 2864m højt.


SLOVENIEN har 2,04 millioner indbygger, og er kendt for vandring og skiløb og søen Lake Bled og lufttørret pølse. Deres hovedstad er Ljubljana der har en kvart(276.000) million indbygger. Deres flag har 3 striber hvid, blå og rød.

57 % af Slovenien af katolikker. Hver tyvende i Slovenien er arbejdsløse. Slovenien blev et selvstændigt land i 1991 den 25. juni. Tidligere havde det været en del af Jugoslavien som også bestod af : Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien. Jugoslaviens præsident hed Tito og døde på Ljubjarnas hospital 1980.

Christian Persson

Fra Hadsten til Ljubliana

Så har vi prøvet at sove i nattog og være på farten i tog i 24 timer. Efter 3 timers ventetid i et regnfuldt og koldt München tog vi videre gennem Østrig mod Ljubliana. Til Annes store forundring var der ingen sne i Østrig, men syrener og frugttræer blomstrede og der var kun sne på bjergtoppene.


Vi delte togkupé med en Kroatisk dame som skulle hjem på sommerophold i et par måneder i sit fødehjem. Her passer hun haven og høster dens afgrøder inden hun igen vender hjem til sin faste bopæl i Tyskland. Mange Kroater har fat bopæl i udlandet men har beholdt bolig i hjemlandet.

Vi fik øvet os i tysk og fik damens version af krigens begyndelse. Hvem der var gode og hvem der var nogle slyngler. Vi blev belært om at Tito ikke var kommunist! Først da Trine kom til at fortælle at hun var farmaceut tog samtalen en noget mere kedelig drejning over i damens lægemiddelrelaterede udfordringer….

Ankomsten til Ljubliana var kold, men vandre- iomfrurejsen med de alt for tunge rygsække til Hostel Villa Veselova gav varmen. Alle bar selv sin tunge rygsæk med bravour! Efter en god nats søvn i køjesengene har vi i dag set nærmere på Ljubliana, som er en meget hyggelig og arkitektonisk smuk by. Byen kan sammenlignes med Prag i en mindre og knap så turistet version. Her vrimler med gallerier, kunst, cafeer og musikere i gadelivet. Fra Ljublianca-borghøjen kan man se hele byen, som er let at overskue. Ljublianca-floden løber gennem byen og danner ramme om byens pulserende liv. Vi krydsede byen til fods, gennem Glavna Trznica (byens marked), borgen på toppen, broerne over floden, art nouveau-bygninger, fristaden Metelkova Mesto (som i lighed med Christiania er fristad i gamle militære bygninger). I byens store parkanlæg Tivoli-park mødte vi både en snaksalig Glamsbjerg turist-chauffør og spisestedet hvor man kan få byens lokale specialitet Hesteburger. Ungerne ville hellere have en is!

Ljubliana er smuk, …men men men her er alt for koldt, så nu vil vi videre, for vi har ikke varmt tøj nok med til 14 grader, og Lars er ved at blive utålmodigt solhungrende. I morgen tager vi toget mod Kroatien, Istrien, hvor første stop bliver Opatija som med sine kursteder har været turistmål siden 1800-tallet.

Trine Persson 070510